Familier med livstruende sygdom

Jeg har lang erfaring med psykologiske indsatser til familier, som har haft alvorlig sygdom eller død tæt inde på livet. Det kan dreje sig om både børn eller forældre, der er eller har været alvorligt syge eller lider af en kronisk sygdom.

Jeg kan tilbyde et forløb, der er tilrettelagt præcist efter jeres situation, behov og jeres barns alder.

Er det et barn eller en ung, som er syg, vil jeg ofte have sessioner med barnet alene; enten legeterapi, samtaler eller Spædbarnsterapi og sideløbende have rådgivning med forældrene.

Mange forældre finder det forløsende selv at have et ”sted” at læsse af, da de ofte må sætte deres egne følelser på ”standby” for at støtte deres syge barn så meget som muligt. Det er også muligt at lave en familieterapeutisk indsats, hvor både barn og forældre er til stede.

Hvis barnet er for svækket til at deltage i legeterapi på grund af sin sygdom, kan Spædbarnsterapi være en god metode til at hjælpe barnet med at forholde sig til sin sygdom og den angst, der ofte følger med. Ligesom der også kan bearbejdes både psykiske og fysiske smertefulde hændelser, som barnet ofte udsættes for, når det er ramt af en livstruende sygdom.

I Spædbarnsterapien er forældrene altid med som barnets støtte, og typisk bliver disse sessioner forløsende for hele familien. Spædbarnsterapien foregår på helt rolig vis, hvor barnet siddende eller liggende får fortalt ”sin historie” afsnit for afsnit af mig som barnets terapeut. Barnets historie er skrevet på forhånd ud fra barnets behov, og ud fra de samtaler, som jeg forinden har haft med forældrene.

Jeg har haft flere forløb, hvor barnet har fået senfølger af sin sydom (fx ”kemoskade”), og her kan Spædbarnsterapien bruges som en måde at hjælpe barnet til følelsesmæssigt at ”integrere alt, hvad der er sket”, så der kommer en mere tydelig rød tråd og ”sammenhæng” i deres livshistorie før og efter sygdommen.

Hvis det derimod er en forælder, som er syg, kan barnet på samme vis have brug for en tredje part at dele sine bekymringer med. Ikke alle børn er lige snakkesalige omkring deres følelser og bekymringer. Her kan Sandplay, legeterapi eller tegneterapi være et vigtig middel til at få adgang til følelserne på igennem den kreative proces, hvor figurerne og symbolerne alligevel ”fortæller”, hvad barnet er optaget af. Den kreative terapi kan således være en nænsom måde at få adgang til det, som er svært på.

Børn, som har mistet en bror eller søster til alvorlig sygdom, er også velkomne i legeterapi (eller samtaler), da det kan være en mere håndterbar måde at forholde sig til sin sorg på. Ved at ”vise” sorgen igennem et sand-billede eller at ”lege den ud”, bliver sorgen lettere at bære, når den favnes i det trygge terapeutiske ”rum”, som barnet og jeg skaber sammen.

​Fandt du hvad du søgte?

Har du spørgsmål til noget, kan du kontakte mig igennem formularen herunder.​

Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

Kort om mig

Mit arbejde bygger på et psykodynamisk grundlag og jeg benytter primært metoder inden for det narrative/systemiske og neuroaffektive felt.

Her finder du mig

Fåreager 3

2680 Solrød​ Strand​

Find vej på Googlemaps

Kontakt mig